Gårslev Erhvervsklub
Erhvervsklubben er et netværk for små og store virksomheder med tilknytning til GGF. Vi mødes 2-3 gange om året, omkring et foredrag, et virksomhedsbesøg, en sportsbegivenhed eller lignende. Målet er at virksomhederne lærer hinanden at kende og dermed skaber grobund for samarbejde. Samtidig skal det gerne være inspirerende, sjovt og lærerigt.
Det koster 500 kroner om året. Det dækker 1 deltagende person per virksomhed. Hvis man ønsker at have flere deltagere, koster ekstra personer 250 kroner pr. stk.
Tilmelding & spørgsmål: erhvervsklub@gaarslev.dk.
Eller ring til Søren Sommer på 4050 6692.
Medlemsliste pr. januar 2020:
3 Tech automation
Arbejdernes Landsbank
Arkitekt Brian Mortensen
Atelier 2000
Berry Alloc
Børkop Bobcat Service Aps
Coach og kropsterapeut Birgitte Ø Sommer
Dagli’ Brugsen Gårslev
Finn Jensen A/S
Fynske Bank
H.C. Clemmesen
Isabella
IT Business Partner
Jutlander Bank
Lyngsøe Teknik
Johansens Planteskole
Mocon ApS
Peder Hummelmose
Gammelgaard Bed & Breakfast og Madværksted
Sommercafeen
Trekantens Aluminium
Trekantens Dyrlæger
Vejle-Egnens Tømrer- og Snedkerfirma Aps
Referat fra et par af vores arrangementer
Beøg hos Berry Alloc showroom i Vejle
Torsdag den 2. december besøgte Gårslev Erhvervsklub Berry Allocs showroom i Vejle. Det var første gang i lang tid vi havde mulighed for et virksomhedsbesøg. De seneste arrangementer har været online eller en vandretur ved Hvidbjerg Klit, med passende Corona-afstand.
Så det var skønt igen at kunne mødes.
Michael Gitz tog imod os. Michael er leder af Berry Alloc i Danmark. Gulvene (og de andre produkter) produceres i Belgien og i Norge, så det er primært en salgsorganisation, Michel leder. Berry Allocs hovedprodukt er laminatgulve. De sælges gennem byggemarkeder og gulvfirmaer, såsom Bauhaus, XL Byg, Stark og Garant, samt en række webshops.
Michael startede med at vise og fortælle, hvordan laminatgulve fremstilles. Laminaten består primært af papir og harpiks. Laminaten limes ovenpå en kerneplade i træ. Gulvets udseende, altså om det ligner eg, fyr eller f.eks. teak, er således blot et billede på det øverste lag papir. Til gengæld er gulvet uhyre slidstærkt, især hvis man vælger højtrykslaminat. Arne Tranberg kunne bekræfte dette, fra egen erfaring. Der var også en historie om en kunde med 7 irske ulvehunde – hvor gulvet holdt.
Michael lod et 1-kilos lod falde ned på en gulvplanke fra 1 meters højde. Intet mærke. Han antændte også lidt sprit på gulvet og lod tændstikken ligge. Der var kun et lille mærke fra tændstikken, som han efterfølgende fjernede med lidt sprit på en klud. Peder Hummelmose skrev ‘Peder’ på en bræt med en tusch og lod det tørre. Også det fjernede Michael med lidt sprit på en klud. Det var tydeligt, at Michael har erfaring i at overbevise publikum, f.eks. fra når han underviser sælgere fra Stark eller Bygma.
Michael fortalte, at man helst skal undgå at vaske gulvet med sæbe. Det efterlader en mat hinde. Normalt er støvsugning og måske en vandopvreden klud nok til rengøring. Vi så også hvordan gulvet samles, dvs. klikkes sammen. Berry Alloc var de første med klik-gulve, baseeret på aluminimumsskinner.
Michael havde bestilt mad til os fra Børkop Vandmølle. Hold da op, det smagte og der manglede ingenting. Under maden snakkede vi, og hørte mere om salgsorganisationen og hvordan salget er 30-doblet siden 2003. Videre om Berry Allocs planer om at gøre gulvene returbare (via et slags pantsystem), så det hele genbruges. Gulvene består i forvejen primært af naturmaterialer, hvoraf meget er genbrug, så CO2 belastningen er lav. Et pantsystem vil gøre det endnu lavere.
Vi fik også mere af Michaels egen historie. Om hvordan han som ung var søgt til Tyskland og om de mange kilometer på tyske autostradaer, når der skulle sælges svenske døre. Efterhånden gik vi over til mere ‘netværkssnak’ og vi spurgte ind til hinanden og fik spændende historier ud af det. Til sidst hjalp vi hinanden med at rydde af bordet og sagde farvel, efter endnu en lærerig og hyggelig aften i Erhvervsklubben.
Erhvervsklubben på travetur i Høll og Hvidbjerg, 19. maj 2020
Coronakrisen har sat en stopper for meget. Også for arrangementer i Gårslev Erhvervsklub. Vi tre i bestyrelsen – Flemming, Bo og undertegnede – har i løbet af foråret drøftet mange varianter af ”at mødes hver for sig”. Der blev ligefrem foreslået et bilorienteringsløb, men det gik vi dog bort fra igen.
På et tidspunkt holdt vi et ”gående bestyrelsesmøde”. Vi travede rundt på stranden i Høll og op ad Hvidbjerg, mens vi holdt passende afstand og drøftede forskellige agendapunkter. Pludselig gik det op for os, at vi sådan kunne vi da også mødes i Erhvervsklubben.
Der blev sendt invitation ud, og tirsdag den 19. maj klokken 19 var vi otte fra Erhvervsklubben, der mødtes ved Høll kiosken. Ikke et kæmpe fremmøde, men dog fint i betragtning af den alvorlige situation for mange af vores medlemmer. Og færre end 10, der ville have betydet, at vi skulle dele os op.
Der var skønt vejr. Vi købte en kop kaffe ”to go” i kiosken og bevægede os ned mod stranden og i retning af Hvidbjerg. Vi gik i grupper på 2 eller 3 og udvekslede erfaringer. Corana har haft stor betydning for vores virksomheder. Flere har måttet hjemsende medarbejdere, med støtte fra statens hjælpepakker. Eksporten er gået i stå. Kunderne holder betalinger tilbage. Der er praktisk taget ikke noget salg. Det har været nødvendigt at tænke ad helt andre baner end normalt.
Dog kunne man også fornemme, at optimismen er på vej tilbage. Langsomt, ganske vist. For der er stadig meget man ikke kan eller må. Og det er ikke til at vide, hvilken ”normalsituation” vi får efterfølgende. Er der flere eller færre, der vil campere? Vil vi fortsat købe take away lokalt? Har virksomhederne bare skubbet IT-investeringer eller kommer de slet ikke? Bliver vi bange for at modtage massage? Hvornår åbner England igen? Og så videre.
Ikke desto mindre var det rigtig hyggeligt. Der blev også sludret om alt muligt andet. Vi stoppede op 4-5 gange og snakkede om det vi kunne se. F.eks. udsigten fra toppen af Hvidbjerg. Ved Hvidbjerg-hus. Ved Børnenes Vel. Når vi gik videre, omgrupperede vi os som regel og fik en snak med nogle andre. Jeg føler i hvert fald, at jeg kom nogenlunde hele vejen rundt.
Ved 21-tiden var det begyndt at blive lidt småkoldt. Hænderne var godt begravet i lommerne. Så vi bevægede os tilbage mod Høll kiosken og tog afsked. Med et held og lykke hele vejen rundt.
Marts 2018: Gårslev Erhvervsklub hos Peder Hummelmose
Kender I det, når ens forventninger bare overgås med flere hundrede procent. Det kan være en koncert, en bog, en middag, en film. Denne gang blev jeg ramt, da Erhvervsklubben besøgte Peder Hummelmose.
Faktisk havde jeg ganske høje forventninger. På trods af, at der var lidt for få tilmeldinger til arrangementet. Og på trods af at vejret var sølle. Koldt og smattet.
Vi startede med at gå – i vores gummistøvler – ud i maskinhuset. Her viste Peder en af de få investeringer, han indtil nu har lavet for at overgå til økologisk markdrift. Han har solgt sin sprøjte og købt en 12 meter bred ”ukrudtsrenser”.
Peder fortalte om, hvordan den bruges, hvornår den bruges, og hvad den bruges til. Økologien medfører, at han ikke længere sprøjter og ikke længere bruger kunstgødning. Peder har en forventning om, at det cirka vil halvere udbyttet, men selv det nås ikke, hvis man ikke holder ukrudtet nede. Til gengæld er prisen for afgrøderne cirka den dobbelte.
I den økologiske verden anvender man forskellige kombinationsafgrøder, der sås sammen. Den ene er måske god til at opfange kvælstof fra luften – kvælstof den anden afgrøde skal bruge. I det hele taget er der mange fif at lære som nybagt økologisk jordbruger (jeg fik ikke helt fat i, hvordan kvælstoffet gik fra den ene plante til den anden :-).
Peder sælger sine afgrøder til landmænd, der har brug for økologisk foder til sit økologiske dyrehold. Det har Peder ikke – endnu. Hans svin og kyllinger er fortsat konventionelle.
Egentlig var det ideen om økologiske kyllinger, der satte Peder i gang med overvejelserne om økologi. Hans kyllingestald på gården Lundgård kan fint udvides med et markareal, som kyllingerne kan bevæge sig ud på. Konventionelle kyllinger kommer som små gule fjerduske, og kun godt 5 uger senere sendes de til slagtning. Økologiske kyllinger skal have dobbelt så meget plads pr. kylling og får lov at blive dobbelt så gamle (de fodres anderledes). Som Peder siger: Det kan næsten ikke undgå at give mere smag!
Men der mangler altså lidt før Peder har disse ting på plads. Blandt andet en kontrakt med en aftager af de økologiske kyllinger.
Det var alligevel fascinerende at besøge kyllingerne. Jeg har bemærket, ikke bare i Erhvervsklubben, men også når man f.eks. besøger museer, at det sætter gang i fantasien og i spørgelysten, når tingene er meget fysiske. Ting man kan røre ved og forholde sig til. Med Erhvervsklubben har vi f.eks. besøgt Johansens Planteskole, Isabella og Centrum Pæle, hvor der er masser af fysiske ting at forholde sig til. Personligt har jeg besøgte museer som Kontiki i Oslo, Vasa i Stockholm og Langelandsfortet (hvor man f.eks. kan komme ned i en ubåd). Fantasien kører løs.
Det samme skete, da vi stod og betragtede Peders kyllinger og tidligere på aftenen, da vi kiggede på svin. Lugten. Lydene. Bevægelserne. Adfærden. Spørgsmålene væltede ned over Peder. Og ikke bare spørgsmål, men også personlige historier, erfaringer, holdninger.
Der var så også knapt så seriøse kommentarer. Som da vi kiggede på de mange grise og Kasper spurgte: ”Giver du dem alle sammen navne?”. Hvorefter det kom ligeså tørt fra Bo: ”Ja, der er mange af dem, der hedder Kasper!”.
Om grisene lærte vi, at de har legetøj, har varme i gulvet, kan få brusebad, og at Peder har særlige ”gyllefluer”, der spiser larverne af almindelige stald- og stuefluer (noget der i høj grad har mindsket problemet med fluer). Peder påstod faktisk, at det er noget vi har lært at østtyskerne efter murens fald.
Peder og Bodil har tidligere haft en gård oppe i nærheden af Hjerl Hede (midt imellem Viborg, Skive og Holstebro). Der havde han blandt andet frilandsgrise. Inspireret af rejser til England. Det var imidlertid nemmere deroppe på grund af den sandede jord – her ved Gårslev bliver jorden alt for mudret ude ved grisene, så dette er ikke lykkedes endnu for Peder. Men det lød som om, han kunne tænke sig at eksperimentere noget mere med det.
Efter vores tur i maskinhus, svine- og kyllingestald kom vi indenfor til kaffe, boller og æblekage. Ikke ringe. Overhovedet ikke ringe. Men Peder var slet ikke færdig med at fortælle. I invitationen til arrangementet var der antydet både respekt og undren over, at Peder kan nå alle de ting, han når. Peder ville godt fortælle, hvordan det hele hang sammen, hvad der har formet ham – og at han tidligere har haft meget mere travlt.
Peder er født på Ryvang, aftægtshuset ved siden af Bygballegaard, som faderen drev med 50 køer. Efter gymnasiet var Peder noget i tvivl om, hvad han skulle, men endte med at tage en landbrugsuddannelse, bl.a. i Lemvig. Deroppe løb han ind i Bodil. Hun overvejede en jordomrejse sammen med to venner (et kærestepar). Peder tog med (vi taler 1983/84). I Australien arbejdede de i tre måneder med at høste kartofler – noget der finansierede resten af turen.
På New Zealand løb Peder ind i en mand, der drillede ham med, at han skulle hjem og overtage faderens 50 køer. Og samtidig opfordrede han ham til at prøve en masse ting først. Peder begyndte på bagerste side i sin dagbog at skrive ting, han skulle prøve. Der kom bl.a. til at stå parabolsælger, politiker og peanutbutter-sælger.
Peder havde i skolen ikke været specielt interesseret i sprog. Men rejsen forbedrede det engelske ganske eventyrligt. Og på en lang, besværlig, søsyg sejltur fra det nordlige Mexico til Sydamerika, fik Bodil og Peder hul på at lære spansk. Hvilket hjalp dem på turen videre rundt i Sydamerika.
Så da de kom hjem efter halvandet år, var Peder landmand, sprogkyndig og fuld af lyst til at prøve ting. Det førte til, at Peder rejste til England og forhandlede om at købe engelske avlsgrise, grise der på forskellig vis var bedre end danske grise (f.eks. flere levendefødte unger). Peder fortalte meget underholdende om alle genvordighederne med at få disse grise til Danmark. Jydekompagniets krak kom i vejen. Og Danske Slagterier stillede sig på bagbenene, den ene gang efter den anden. Men Peder endte med at have engelske avlsgrise på den gård, han og Bodil undervejs havde købt oppe ved Hjerl Hede.
Undervejs i forløbet begyndte Peder også at sælge edb-programmer til Danske Landmænd. Han stiftede sit eget selskab (Dansk Landbrugs EDB) og havde rimelig succes – ikke med paraboler, men med edb-programmer. På dette tidspunkt havde Peder travlt, rigtig travlt.
Han solgte selskabet efter nogle år og koncentrerede sig om avlsgrisene og drift af gården. Den lå i Vinderup Kommune og Peder blev opfordret til at stille op til byrådet på den lokale Mogenstrup-liste. Selv om han var blevet lovet, at han som fjerdemand på listen ikke ville blive valgt, så skete det alligevel. Også nu havde han travlt.
I 1997 valgte Peder og Bodil sammen med de tre piger, der var kommet til, alligevel at overtage den fædrene gård i Gårslev. Først ville Peder tage den lidt med ro. Men det holdt ikke længe. Han ansøgte amtet om at måtte have 500 søer (altså avlsgrise) på Bygballegaard. Det tyggede amtet ganske længe på. Mens han ventede, spurgte HP, om de sammen skulle købe gården Lundgård. Det gjorde de, og Peder indrettede den ene stald til kyllinger. Det har været godt ikke kun at være afhængig af prisen på svinekød, for det blev ikke til noget med de 500 søer. I stedet har den stået på opfedning af grise.
På et tidspunkt kaldte først Børkop Byråd og senere Vejle Byråd. Men på intet tidspunkt har Peder haft så travlt – pointerede han – som i tiden med edb-programmer, forhandlinger med England og klargøring af gården ved Hjerl Hede.
Peder bliver 60 næste år. Det giver overvejelser om, hvad der skal ske med gården. Det havde vi en ganske åbenhjertig drøftelse af. Peder er ikke den eneste i Erhvervsklubben, der går med tanker om, hvordan man overdrager eller ”lukker pænt ned”.
Ved 23-tiden lukkede vi pænt ned for denne vidunderlige aften. Jeg har siden tænkt over, hvad det var, der gjorde denne aften til noget helt særligt. Jeg har allerede nævnt det fysiske aspekt. Men jeg tror måske mest, det var overraskelsen. Jeg havde simpelt hen ikke forestillet mig, at aftenen ville byde på så spændende historier. Jeg har altid været en samler af historier. Og jeg kom hjem fyldt med nye historier. Her er der kun blevet plads til historierne på overskrift-niveau – håber alligevel jeg har kunne formidle bare en lille del af den begejstring, vi alle sammen mærkede den kolde aften i marts 2018.
Juni 2015 – Skærup Zoo – Blandt abe- og missekatte
Så oplevede vi det igen: Endnu et udendørs arrangement i øsende regnvejr! Godt paraplyen og regnfrakken er opfundet. Og godt at Skærup Zoo har overdækkede pladser til netop sådan en situation.
Bemærk, det hedder ikke længere Skærup MINI Zoo, men blot Skærup Zoo. Det skyldes, at det slet ikke er mini. Det kunne vi med selvsyn konstatere, da Erhvervsklubben besøgte Skærup Zoo den 17. juni 2015. Det er ikke bare et par geder, børnene kan klappe, og marsvin, børnene kan kæle med.
Det er en rigtig zoologisk have. Med masser at se på. Masser man kan lære. Sjældne dyr, man ikke ser mange andre steder. Samtidig er det en forretning, der skal drives, så der kan udbetales lønninger, købes mad til dyrene, repareres bure, og så der kan videreudvikles. Den del vender vi tilbage til. Vi mødtes klokken 17.30 – efter normal lukketid – og fik vores helt egen rundviser i form af dyrepasseren Helle. Nogle af dyrene var gået til ro på dette tidspunkt og andre var ikke til at lokke ud i regnvejret. Men Helle vidste lige, hvor der chance for livlige dyr, som kunne lokkes frem med en godbid. Det var min debut i Skærup Zoo. Jeg ved ikke, hvorfor jeg aldrig har været der før; men det var en meget positiv oplevelse. Flere af de andre medlemmer af Erhvervsklubben havde det på samme måde. Andre vidste udmærket, at her var der masser at opleve. i startede med at besøge de brune capuchineraber. Her regerer Gilbert. De andre capuchinere retter sig efter Gilbert. Så han fik mad først – og sidst. Det gav meget morskab. Derefter blev det Katta Lemurerne, senere de livlige Hueaber og derefter de særprægede Løvehale Makakker. Aber, de fleste af os aldrig havde set før. Og så sprang vi endda over adskillige abebure. |
Herefter gik vi over til kattene, startende med den russiske Altai Los. De to flotte katte havde en lille killing – og et dejligt halvtag, vi kunne stå under J. Nogle meget flotte dyr. Endnu flottere var de to jaguarer, den ene sort og den anden leopard-plettet. Med hele to killinger. På et tidspunkt satte Helle sig ned med ryggen til buret, hvilket vækkede jaguarens instinkter, så den sneg sig lydløst ind på hende. Da hun vendte sig om, stoppede den med en pote halv løftet – og da hun igen vendte ryggen til, fortsatte den snigløbet. Vildt! Da rundturen havde varet omkring halvanden time, gik vi tilbage til indgangen og det overdækkede område. Her havde haven sørget for at tænde op i to grill og vi fik gang i bøfferne, kyllingerne og pølserne fra Helles Diner. Mens vi langsomt fik varmen, fortalte Karina – der sammen med sin mand ejer Skærup Zoo – om tilblivelsen. Startende med en voliere med en masse små fugle, som naboerne begyndte at komme for at kigge på. Det fortsatte på lavt blus, ind til de en dag besluttede at lave en egentlig zoologisk have, med de tilladelser, kontroller, penge og andet, der kræves. Det fik vi en spændende historie om. |
Så var det tid til mad og masser af snak omkring bordet. Blandt andet fortalte Henrik fra Aviation Parts Europe sin forretnings-historie og om hans særlige vinkel med at hjælpe flyværksteder med deres logistik-problemer. Virksomheden blev – som vi har før – startet lidt på en tilfældighed. Men når iværksættergenet kommer i gang, så sker der et eller andet, så der kæmpes og udvikles med stor ildhu.
Vi sluttede af med at takke Skærup Zoo for rundvisning og husly – og så kunne vi drage hjemad, i noget bedre vejr end da vi kom.
Torsdag den 5. marts 2015: Spis, snak og bliv begejstret
Selv om man driver sin egen forretning, er det ikke nødvendigvis nemt at stille sig op foran andre og fortælle om succes’er, man har opnået i virksomheden. 15 medlemmer af Gårslev Erhvervsklub gjorde ikke desto mindre dette torsdag den 5. marts.
Vi havde sat hinanden stævne i Sognegården. Blandt andet lokket af et løfte om fantastisk mad og vin fra Pjedsted Forsamlingshus. Og løftet om et foredrag af Henrik Meng, uofficiel dansk indendørsmester i begejstring!
Allerførst havde vi fået Bjarne Knudsen fra Finn Jensen A/S til at fortælle om virksomheden og hvordan, han og Jette var endt her i Gårslev.
Det var en underholdende historie, fyldt med tilfældigheder, gå-på-mod, op- og nedture. Fra Bjarne blev ansat som deltids-bogholder i fotogrossisten Finn Jensen A/S. Hen over muligheden for at købe virksomheden og flytte den fra København til Gårslev, hvor Bjarne og Jette var kommet til at købe et hus. Om hvordan finanskrisen kombineret med digital fotografering kastede nogle store fotokæder, der var Bjarnes kunder, ud i konkurs. Bjarne købte resterne og åbnede Foto C lige bag det Kongelige teater i København. Forretningen er en stor succes i dag.
Herefter var det tid til at smage på den rosastegte kalvetyksteg med honningbagte gulerødder og stegte kartofler med esdragon sauce (bare det at taste disse ord får mit mundvand til at løbe). Udover dette havde Kjeld og Pia fra Pjedsted Forsamlingshus et par lækre hvide og røde vine med. Så det var ikke svært at få munden på gled.
Vi sad ved to borde, med 7-8 pr. bord. Det var let at få opmærksomhed og let for de øvrige ved bordet at følge med. Alle havde forberedt en succeshistorie. Det var en kæmpe fornøjelse at lytte til disse vidt forskellige, men alle sammen begejstrede historier. Det var ikke pral, men nøgterne og glade fortællinger om at gøre en forskel.
Hver fortæller havde tilhørerne i sin hule hånd. Historierne blev fulgt op af spørgsmål – og nogle gange af ekstra succeshistorier, som dem ved bordet kendte til fra egen erfaring. Undervejs skiftede vi kalvestegen ud med Vanille Pannacotta med Solbærgelé (mundvandet løber stadig :-)).
Tiden var, ligesom mundvandet, ved at løbe fra os. Vi skulle være oppe på Gårslev Skole klokken 19.00 til foredraget med Henrik Meng. Vi kunne ikke nå at vaske op, så tallerkener og glas blev bare stillet ude i køkkenet – det måtte klares bagefter.
Henrik fra Aviation Parts Europe har succces. | Og her er det Susanne fra Atelier 2000. |
Som det er mange bekendt, er der Åben by i Gårslev lørdag den 18. april. Vi har det fantastisk i byen, men der kan godt være plads til flere. På skolen, i børnehaven, i foreningerne – ja, selv i Erhvervsklubben kan vi godt lukke flere ind :-).
En meget aktiv gruppe med Arne Rahbek og med Trine Laursen (fra Vejle Kommune) står i spidsen for arrangementet. Som et led i dette var Henrik Meng inviteret til denne torsdag at give byen en peptalk. Så vi er klar til at tage imod potentielle tilflyttere lørdag den 18. april.
Det lader sig nærmest ikke gøre at gengive bare dele af Henriks foredrag. Det var underholdende, ja hylemorsomt indimellem. Tankevækkende. Man fik bare lyst til at gøre noget, være aktiv, hjælpe til, bidrage. Fantastisk, simpelt hen.
Efterfølgende lærte vi om markedsføring via Facebook. Det er den væsentligste kommunikationskanal i denne sammenhæng, så det er vigtigt at hele byen bakker op om ”7080 Gårslev” på Facebook. Og bidrager til at sprede budskabet, ved at ”dele”, ved at ”synes godt om”, ved ”at kommentere” og ved at selv at lægge noget op og henvise til 7080 Gårslev.
Da arrangementet på skolen var slut, fulgtes vi ad ned til Sognegården, hvor opvasken ventede. Alle ville hjælpe til, så det gik hurtigt med at klare det nødvendige. Vi er faktisk kommet til at kende hinanden rigtig godt, og der er et stærkt sammenhold, uanset om man har deltaget i mange eller få arrangementer. Det er ikke givet, at man får flere kunder ved at deltage i netværket, men vi har det altid skægt, og man lærer noget hver gang.
Tirsdag den 21. oktober 2014: På tur med Svend Skid, Niels Prut og Spare Birthe
Nogle af jer, der læser dette, ved sikkert ganske udmærket, hvem personerne i overskriften var. Men for de fleste af os, der var med Gårslev Erhvervsklub og Eigil Mikkelsen rundt i Gårslevs Erhvervshistorie, var det helt nye bekendtskaber.
Det foregik tirsdag den 21. oktober om eftermiddagen – i øsende regnvejr. De fleste havde sørget for paraplyer. Men vi var nogle stykker, der blev godt våde. Men vejret slog på ingen måde Eigil Mikkelsen’s fortællelyst ud.
Vi hørte om Sognegårdens historie. Om de to mejerier, Sølund og Fælleslykke, der kæmpede om andelshaverne – men først og fremmest om, hvorvidt det var passende for et mejeri at være aktivt om søndagen eller ej.
De to mejerier endte med at slå sig sammen efter nogle hårde vintre i 40’erne. Da mejeriet senere lukkede, blev der benzintank på stedet – vist nok en Caltex – og senere overtog PAN bygningerne.
Vi kom forbi adskillige huse, hvorfra vognmænd har drevet virksomhed. Bl.a. Makker og Frede og en tredje, jeg ikke lige kan huske. Og så var det at Lasse spurgte til, om Svend Skid ikke også var vognmand. I snakken derefter var det at vi fik rundet Svend’s søn Niels Prut.
Vi passerede den tidligere slagter, hvor Ryan’s Fisk nu har til huse. Med bageren lige overfor, hvor Eigil blev helt salig ved mindet om det slik, man kunne købe der. Overfor var der en træskomager og lidt længere oppe ad vejen huserede Barberer Skum.
Nu kommer vi så til Spare Birthe. I starten havde Gårslev Sparekasse til huse i beskedne lokaler, men på et tidspunkt rykkede man ind i det hus, hvor Dan Center nu holder til. Her regerede Spare Birthe. Vi fik en god historie om Brugsen og om de forskellige forretninger, der har været i huset, der nu rummer Skolegade 1 og Familiefrisøren. Og om skrædderen lige ved siden af.
Vejret afholdt os fra at gå meget længere op mod kirken. I stedet fortsatte vi ad Skolegade og hørte om Snedkeriet, der også lavede kister og fungerede som bedemand. Om bødkeren, der lavede smørdritler til mejeriet, indtil mejeriet anskaffede sig en smørpakkemaskine, og bødkeren i stedet måtte lave cykler. Der har Eigil købt såmænd købt en knallert engang – altså i det hus, hvor der nu er Stenkælderen. Huset har yderligere rummet en købmandsbutik.
Efterhånden nærmede vi os Sognegården igen, hvor vi vidste, at der ventede aftensmad, sponseret af Dagli’Brugsen. Det satte vi til livs, mens snakken gik lystigt. Det var en herlig tur og herligt livsbekræftende at se, hvordan erhvervslivet har blomstret også tilbage i tiden. Det er et andet erhvervsliv, vi har i byen i dag, men der er fortsat masser af aktivitet.
PS. Jeg håber ikke, at jeg er kommet til at fornærme nogen ved at henvise til øgenavne.